07. september 2026

|

Pressemeddelelse

Viborg stormer frem i erhvervsmåling fra DI: opnår bedste resultat i 10 år

Viborg kommune blæser hele 26 pladser frem i Dansk Industris årlige undersøgelse for lokal erhvervsvenlighed.

Viborg stormer frem i erhvervsmåling fra DI: opnår bedste resultat i 10 år
Af: DI Silkeborg Viborg | Foto: Pexels

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Viborg Kommune har opnået sit bedste resultat i 10 år i Dansk Industris årlige undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed.

Kommunen har rykket op til 27. pladsen og har særligt forbedret sig inden for dialog med erhvervslivet, formidling af vigtig information og indsatsen for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

I Dansk Industri har vi lagt mærke til, at erhvervspolitikken på det seneste kommet højere på agendaen i Viborg Kommune. Og det lader til, at de lokale virksomheder kvitterer for denne udvikling og for flere af de nye initiativer, som borgmester Katrine Rohde har sat i værk. Et positivt ryk på hele 26 pladser i vores undersøgelse er utrolig imponerende, siger Edith Bulman-May, chefkonsulent i DI Silkeborg-Viborg.

En stærk erhvervskommune

Viborg er dermed blevet en endnu stærkere erhvervskommune ved at have fokuseret på styrket erhvervsservice, vækst, tiltrækning af arbejdskraft og bedre rammer for hele familien i kommunen.

Man ser markante forbedringer siden sidste måling, hvor lokale virksomheder oplever, at kommunen er blevet bedre til at tiltrække internationale medarbejdere. Viborg er også blandt landets 20 bedste kommuner på andelen af unge, der søger ind på en erhvervsuddannelse efter 9. og 10. klasse.

Trivsel er generelt forbedret på skolerne i Viborg Kommune, hvor der også er noget af landets laveste fravær.

Plads til forbedring

Dog er der stadig brug for forbedring inden for infrastruktur og transport, hvor der bliver efterspurgt en større indsats for at sikre god mobilitet for virksomhederne og deres medarbejdere gennem vejnet, parkering og velfungerende busruter.

Viborg har et stærkt erhvervsliv og et betydeligt vækstpotentiale. Derfor er det vigtigt, at vi holder fast i ambitionerne om at styrke infrastrukturen i regionen. Virksomhederne peger selv på transport og mobilitet som et område, der bør prioriteres højere i kommunen. Samtidig er en velfungerende kollektiv transport vigtig, hvis Viborg skal gøre det attraktivt for unge at tage en uddannelse og bosætte sig i området. Vi må ikke ende i en situation, hvor kortsigtede besparelser på den kollektive transport begrænser både uddannelsesmulighederne, bosætningen og virksomhedernes adgang til arbejdskraft, afslutter Edith Bulman-May.

Om Lokal Erhvervsvenlighed

Lokal Erhvervsvenlighed er Danmarks største undersøgelse af 91 danske kommuners erhvervsvilkår. Det er 17. år i træk, at DI laver undersøgelsen.

Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer:

  • Statistiske indikatorer fra forskellige kilder

  • Virksomheders besvarelser af et spørgeskema

I 2026 har 7.789 virksomheder svaret på spørgeskemaet.

Nøgleord
Erhverv
Event Information