Skip to main content
11. august 2025

Vestre Ringvej og Holstebrovej ved Viborg Storcenter får ny asfalt

Fra torsdag den 14. august og cirka fire uger frem skal trafikanter forvente aften- og nattespærringer, mens Vejdirektoratet fornyer asfalten ved Viborg Storcenter.

Af: Vejdirektoratet | Foto: Vejdirektoratet
PRESSEMEDDELELSE

Asfalten på Rute 16 ved Viborg trænger til fornyelse, og derfor udskifter Vejdirektoratet cirka to kilometer belægning mellem rundkørslen på Vestre Ringvej ved Lundvej og rundkørslen på Holstebrovej ved Jegindøvej. De i alt 3 rundkørsler på strækningen får også ny asfalt.

Arbejdet begynder torsdag den 14. august 2025 og strækker sig over cirka fire uger. Arbejdet udføres i aften- og nattimerne, og i det tidsrum afvikles trafikken med omkørsler. I dagtimerne er der åbent for trafik på strækningerne.

Sådan foregår arbejdet 

Belægningsarbejdet foregår i flere faser og begynder med fræsning af den gamle asfalt.

Herefter følger reparationer af underlaget, dernæst udlægges der ny asfalt, og til sidst påføres der nye vejstriber.

Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Information til trafikanter og vejens naboer

Arbejdet udføres i forskellige etaper, og trafikanterne bliver ledt af passende omkørsler.

Da arbejdet er vejrafhængigt, kan det blive forsinket i tilfælde af dårligt vejr.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne og beboere i området.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk