Samle 600 støtter
Viborg Kommune tilslutter sig nu rækken af danske kommuner, som tilbyder sine borgere muligheden for at stille forslag direkte til deres byråd/kommunalbestyrelse. Viborg Byråd har vedtaget de kriterier, der skal være opfyldt for, at et forslag kan komme til politisk behandling. Ud over, at man skal have adresse i Viborg Kommune og være fyldt 16 år, skal følgende betingelser være opfyldt:- Forslaget skal ligge inden for de opgaver, som kommunen løser – og dermed være et forslag, som byrådet har kompetence til at træffe beslutning om.
- Forslaget skal være nyt. Det betyder, at det ikke må være en gentagelse af sager, som byrådet har behandlet inden for de seneste 2 år.
- Mindst 600 skal aktivt støtte forslaget i løbet af 6 måneder for, at det kan blive forelagt Viborg Byråd.
Mulighed for at påvirke udviklingen
Borgmester Ulrik Wilbek ser frem til muligheden for at få borgernes egne forslag og ideer forelagt direkte.Jeg er meget forhåbningsfuld i forhold til, at vi med borgerforslagene kan få nogle anderledes input til beslutningsprocessen, når borgerne får muligheden for selv at formulere deres ideer til nye tiltag. Jeg håber derfor, at mange vil gribe denne nye mulighed for at påvirke udviklingen i vores kommune og ser frem til, at der forhåbentlig kommer en masse kreative og nyskabende forslag, siger han.Alle borgerforslagene vil fremgå på den nye hjemmeside borgerforslag.viborg.dk, så de har muligheden for at opnå støtte fra de 600, der kræves for, at forslagene kan komme videre til byrådet.
