Når Snapsting igen fylder Viborg med liv i slutningen af juni fra 19. – 28. juni 2026, er det ikke kun musik og fest for de voksne. I år bliver der skruet markant op for børnekulturen med aktiviteter, hvor børnene selv kan være med.
Vi vil gerne give børnene en oplevelse af, at Snapsting også er deres fest. Børnene skal ikke bare stå på sidelinjen, de skal være med til at skabe oplevelserne selv. Derfor har vi i år skruet op for aktiviteter, hvor leg og kreativitet er i centrum. Det er det, Snapsting handler om, fællesskab, sommerstemning og oplevelser på tværs af generationer siger Mads Panny (A), formand for Kultur- og Fritidsudvalget
Kæpheste og sæbekassebiler
Allerede fra første weekend er der lagt op til masser af oplevelser for børnene med både yoga i Amtmandens Have lørdag 20. juni og den traditionsrige Familiedag på Borgvold om søndagen den 21. juni.
Familiedagen byder på et væld af oplevelser og for både de kreative, de nysgerrige og dem med masser af energi. For de aktive er der kæpheste-workshop med springbane og vandgrav samt sæbekassebilbane, hvor der kan køres ræs.
Sankt Hans i børnehøjde
I løbet af ugen er der på Borgvold korsang onsdag 24. juni kl. 12.30, Snubledag for både institutioner, dagplejere og private den 25. juni og ikke mindst Sankt Hans-fejring tirsdag 23. juni på Borgvold, hvor selv de mindste kan nå at være med til bålhygge.
Programmet Sankt Hans begynder nemlig allerede kl. 16.00 med hyggelige aktiviteter som pandekagebagning og popkorn, inden gadeteatertruppen De Røde Løbere går på kl. 17.00, og bålet tændes kl. 18.00.
Fantasiens Eng flytter på Trappetorvet og får besøg af kendte artister
Med aktiviteter på Trappetorvet rykker børnekulturen endnu tættere på bylivet og bliver en mere synlig del af Snapsting i midtbyen. Den sidste weekend i Snapsting åbner Fantasiens Eng op for store oplevelser med fokus på kreativitet, bæredygtighed og fællesskab, hvor børnene kan slippe fantasien løs.
Fredag den 26. juni fra kl. 15–18 inviterer området til leg og kreativitet. Den populære duo Lille Bille & Sommerfugl åbner pladsen, hvorefter lokale kunstnere står klar med drop-in workshops, og Revas fortæller om madvaner og bæredygtighed.
Lørdag den 27. juni fortsætter festlighederne, hvor dagen blandt andet byder på Åh Abe-show, Kreabiksen live med Emma fra DR Ramasjang, teater om madspild og kreative værksteder. Her kan børn bygge, skabe og give nyt liv til gamle materialer. Dagen rundes af med fællesspisning.
Se hele programmet på snapsting.dk.
