
Lydvandringen foregår med høretelefoner langs naturstien, der slynger sig gennem området og over de kunstigt opståede bakker og jordfaldshuller, som minearbejdet har efterladt. Publikum guides af performer og sanger Nanna Bech. Her væves historien om menneskets jagt på kalk sammen med poetiske fortællinger, lydlandskaber og reallyde fra naturen selv.
Resultatet er en ny form for museumsformidling, der bringer landskabets og historiens stemmer tættere på publikum – og skaber en oplevelse, der mærkes med både krop og sanser.
Landskabet skal tale for sig selv
Vi er optagede af at lade landskabet tale. Det, man går på, er både smukt og dramatisk – og fuld af historier. Gennem lydvandringen ønsker vi at åbne for en oplevelse, hvor det sanselige og poetiske bringer publikum i nærkontakt med det sted, de befinder sig i, siger Sara F. Søndergaard, kunstnerisk co-leder af Teater Fluks.
Museumsformidling behøver ikke kun at tale til forstanden – den kan også tale til kroppen og følelserne. Med lydvandringen i Mønsted skaber vi en form, hvor scenekunsten bringer nye lag frem i både landskab og historie, og hvor publikum selv bliver en del af fortællingen, siger Barbara Simonsen, kunstnerisk leder af Teater Seachange.
Vandringerne finder sted i skumringstimerne, hvor landskabet forvandles, og flagermusene begynder deres flugt hen over bakker og krat.
Den sidste vandring foregår i regi af International Bat Night, hvor der efter lydvandringen også vil være et særligt program med fokus på flagermus.
Datoer:
– Tirsdag d. 19. august kl. 19.00–20.30
– Onsdag d. 20. august kl. 19.00–20.30
– Lørdag d. 30. august kl. 19.00–20.30 (+ International Bat Night med efterfølgende program).
Fakta:
Mødested: Mønsted Kalkgruber, Kalkværksvej 8, 7850 Stoholm.
Billetter og mere info på: www.monsted-kalkgruber.dk/da/det-sker
Anbefalet alder til lydvandringerne: Fra 12 år. Lydvandringen er ikke egnet for gangbesværede. Hunde skal blive hjemme.
Turlængde: Ca. 2 km.
OBS! Der er ikke adgang til kalkgruberne i forbindelse med lydvandringerne eller Bat Night.
Om projektet:
Lydvandringerne er en del af det flerårige udviklingsprojekt Følelser, viden og oplevelser – udvikling af kunstnerisk museumsformidling, støttet af Region Midtjylland og Den Jyske Kunstfond. Hertil har William Demant Fonden, Knud Højgaard Fonden, Spar Nord Fonden og LAG Skive- Viborg og EU støttet til “Fortællinger fra Kalkværket – nye fællesskabende formidlingstiltag hos Mønsted Kalkgruber”.
Projektet udforsker, hvordan scenekunstens værktøjer og æstetik kan skabe mere nærværende, medlevende og inkluderende museumsoplevelser – i tæt samarbejde med tre kulturhistoriske museer: Mønsted Kalkgruber, Museum Østjylland og Sea War Museum.