Landskabet skal tale for sig selv
Vi er optagede af at lade landskabet tale. Det, man går på, er både smukt og dramatisk – og fuld af historier. Gennem lydvandringen ønsker vi at åbne for en oplevelse, hvor det sanselige og poetiske bringer publikum i nærkontakt med det sted, de befinder sig i, siger Sara F. Søndergaard, kunstnerisk co-leder af Teater Fluks. Museumsformidling behøver ikke kun at tale til forstanden – den kan også tale til kroppen og følelserne. Med lydvandringen i Mønsted skaber vi en form, hvor scenekunsten bringer nye lag frem i både landskab og historie, og hvor publikum selv bliver en del af fortællingen, siger Barbara Simonsen, kunstnerisk leder af Teater Seachange.Vandringerne finder sted i skumringstimerne, hvor landskabet forvandles, og flagermusene begynder deres flugt hen over bakker og krat. Den sidste vandring foregår i regi af International Bat Night, hvor der efter lydvandringen også vil være et særligt program med fokus på flagermus.
