
Den 9. december 2025 vedtog Folketinget anlægsloven for to etaper af en ny midtjysk motorvej. Den ene etape af Midtjyske Motorvej kommer til at gå fra Klode Mølle til Løvel med en linjeføring vest om Viborg.
Med den politiske beslutning på plads er Vejdirektoratet nu i gang med at planlægge realiseringen af projektet, og derfor inviterer Vejdirektoratet naboer, erhverv og andre interesserede til informationsmøde. Her vil der blive givet en status for projektet og orienteret om den kommende proces frem mod anlæg. Informationsmødet finder sted torsdag den 29. januar 2026 i Liseborg Centeret i Viborg og afholdes to gange samme dag – med mulighed for at følge den ene runde online.
På informationsmødet vil Vejdirektoratet give et overblik over projektets status og den videre proces, og der vil være mulighed for dialog med Vejdirektoratets medarbejdere.
Vi ved, at projektet har stor betydning for både naboer, lodsejere og lokalområdet generelt. Informationsmødet er en vigtig anledning til at give et samlet overblik og svare på de generelle spørgsmål, der naturligt opstår, når vi går fra planlægning til anlæg, siger projektchef i Vejdirektoratet, John Kjærsgaard.
To møder – ét kan følges online
For at give flest mulighed for at deltage, afholdes informationsmødet to gange samme dag. Begge indeholder åbent hus, oplæg og spørgerunde. Oplægget og spørgerunden ved det andet mødet live streames på Vejdirektoratets hjemmeside.
Dato: Torsdag den 29. januar 2026
Sted: Liseborg Centeret, Liseborgvej 37, 8800 Viborg
Program – informationsmøde 1
13.00: Åbent hus – dialog med Vejdirektoratets medarbejdere
14.00: Oplæg – status på projektet
15.00: Spørgsmål i plenum
16.00: Tak for i dag
Program – informationsmøde 2
17.00: Åbent hus
18.00: Oplæg – live streames
19.00: Spørgsmål i plenum – live streames
20.00: Tak for i dag
Følg med hjemmefra
Oplægget klokken 18.00 og den efterfølgende spørgerunde kan følges live på
www.vejdirektoratet.dk/livestream-fra-vejdirektoratet
Det er ikke muligt at stille spørgsmål direkte under live streamingen. Online-deltagere kan i stedet sende generelle spørgsmål til midtjyske@vd.dk senest søndag den 24. januar 2026. Har man spørgsmål om konkrete ejendomme anbefaler Vejdirektoratet, at man møder op til åbent hus eller de efterfølgende nabomøder.
Nabomøder med fokus på den enkelte ejendom
Efter informationsmødet vil Vejdirektoratet afholde en række nabomøder langs strækningen. Her kan de nærmeste naboer og berørte lodsejere få en mere indgående og fortrolig dialog om, hvad projektet betyder lokalt.
Nabomøderne afholdes som åbent hus i uge 9, 10 og 11 flere steder på strækningen. Direkte berørte lodsejere vil modtage invitation via Digital Post først på året.