Drømmer du om at arbejde med mennesker? Så kunne uddannelsen til pædagogisk assistent i Viborg Kommune være noget for dig.
Om uddannelsen
Uddannelsen er en erhvervsuddannelse, der giver dig kvalifikationer til at arbejde med børn, unge og voksne. Det kan for eksempel være i en daginstitution, en skole, en fritidsordning, et specialtilbud eller lignende.
Viborg Kommune ansætter cirka 15 elever to gange årligt; den 1. februar (dog den 26. januar i 2027) og den 1. august. Viborg Kommune bliver din arbejdsgiver under hele uddannelsen. Viborg Kommune samarbejder med VIA University College, Campus Viborg om uddannelsen i forhold til ansættelser af elever, og det er VIA University College, der står for skoleforløbene.
Studiestart er den 26. januar 2027. Alle elever realkompetencevurderes.
Realkompetencevurdering foretages med henblik på at undersøge, om der skal ske afkortning af uddannelsen. Realkompetencevurderingsdatoen vil blive oplyst efter ansættelsessamtalerne.
Du kan læse mere om uddannelsen på VIA.dk under 'Pædagogisk assistent'.
Hverdagen som pædagogisk assistent
Som færdiguddannet pædagogisk assistent har du mulighed for at søge en bred vifte af pædagogiske jobs. Du kan for eksempel arbejde i dagtilbud, hvor du i samarbejde med det pædagogiske personale er med til at skabe rammer og sikre et fagligt indhold i løbet af dagen.
Du gør det ved at være en dygtig pædagogisk håndværker, der er i stand til at igangsætte pædagogiske aktiviteter, som understøtter de processer, pædagogerne planlægger for børnene og børnegrupperne.
Jobbet som pædagogisk assistent gør dig i stand til at støtte børn og unges trivsel. Du opnår kvalifikationer, der gør dig i stand til at arbejde systematisk samt evaluere både din egen og andres praksis.
Din hverdag i et dagtilbud vil byde på mange varierende opgaver, men vigtigst af alt vil du hver dag bidrage til at skabe en tryg og meningsfuld dag for børnene.
Adgangskrav
Du skal have afsluttet grundforløb 2 til pædagogisk assistent på VEVO skolen (eller forvente at bestå det inden den 26. januar 2027) for at kunne starte på hovedforløbet til pædagogisk assistentuddannelsen.
Hvis du har gennemført eller bestået dele af pædagoguddannelsen, kan du eventuelt godskrives grundforløb 2 eller grundfagene. For nærmere afklaring kan uddannelseskoordinator Shazia Borup på VIA University College kontaktes på smtb@via.dk eller telefon: 8755 3665.
Er du over 25 år den 26. januar 2027 og har to års relevant erhvervserfaring, kan du ikke søge en elevplads ved Viborg Kommune. Du skal i stedet søge ind hos VIA. Du kan læse mere på VIA.dk under 'Pædagogisk assistent'.
Varighed og opbygning
Hovedforløbet varer som udgangspunkt to år og to måneder. Du veksler mellem skole- og oplæringsforløb. Oplæringen foregår i en af Viborg Kommunes institutioner inden for børne- og ungeområdet, mens skoleforløbet er på VIA University College i Viborg.
Ansøgning
Før du begynder at oprette din ansøgning, er det en god idé, at du har en digital kopi af dine uddannelsespapirer, udtalelser med videre, da du skal vedhæfte dem i ansøgningsformularen.
Samtaledatoer
Der afholdes første samtale den 2. november 2026 som en gruppesamtale med 5-6 ansøgere. En eventuel individuel anden samtale vil finde sted den 3. november 2026.
Yderligere information
Har du behov for yderligere oplysninger, kan du kontakte Iben Lund Pedersen på telefon: 87 87 10 21 eller Kristine Hedegaard på telefon: 87 87 10 23.
Løn og ansættelsesvilkår
Under din uddannelse vil du modtage den overenskomstbestemte elevløn. På FOA.dk kan du læse mere.